FEBRUAR-KLUMMEN 2013
2013-budgettet for de kommunale udgifter til udsatte børn og unge på døgninstitutioner vil ifølge tal fra KL i forhold til budgettet i 2012 blive reduceret med godt 430 mio. kr., hvilket svarer til en besparelse på 12,6%. Det betyder en yderligere pladsreduktion på ca. 150.
\r\nHvis disse tal holder stik vil døgninstitutionsområdet siden 1. januar 2010 være blevet reduceret med næsten 700 pladser. Fra ca. 2.100 pladser til omkring 1.400 pladser.
\r\nI forlængelse af Barnets Reform kommer bevægelsen ikke som nogen overraskelse. Det, der gør udviklingen dramatisk, er faldets kurve; det er forholdet mellem tid og antal pladser, der bekymrer: En tredjedel af pladserne på døgninstitutionerne vil i løbet af 2013 være nedlagt over en 3-årig periode.
\r\nDe fleste er enige om, at de udsatte børn og unge stadigt er her. De seneste år er den ene uhyggelige sag efter den anden om misrøgt af udsatte børn og unge dukket op i medierne. Reduktionen i antallet af døgninstitutionspladser er – som vi ser det i FADD - baseret på forestillingen om, hvor lidt kommunerne kan tillade sig at betale for at undgå at blive beskyldt for ikke at gribe ind.
\r\nDe børn, der pt. bliver anbragt har ...
\r\n(fortsættes)
\r\n\r\n
\r\n
... store personlige, sociale og indlæringsmæssige udfordringer. Problemstillingerne er komplekse og vi har i Danmark i mange haft tradition for, at kompleksitet skal behandles af fagfolk med en kompleks viden om, hvordan man håndterer kompleksitet. En af forudsætningerne for at det kan lade sig gøre, er at medarbejderne er både uddannede og videreuddannede. Den moderne døgninstitutionsmedarbejder baserer sin faglighed på viden og medmenneskelighed – på hjerne og hjerte.
\r\nDokumentation af hvad der virker har optaget ledere og medarbejdere på landets døgninstitutioner i efterhånden adskillige år. Medarbejderne har udviklet både evner og erfaringer med at kunne være insisterende og nærværende i de anbragte børn og unges liv samtidig med, at man har skullet forholde sig undersøgende og dokumenterende til egen praksis. De har identificeret, fastholdt og udviklet de faglige betingelser for at kunne være den ’reflekterende praktikker’.
\r\nFor dels at kunne matche, for dels at være på omgangshøjde med de udsatte børn og unge, deres forældre og familier, kommunale forventninger til ydelserne m.m. er der på området udviklet samarbejdsprojekter med plejefamilier, frivillige, idrætsforeninger, sundhedsplejersker, fag-eksperter og andre aktører for at skabe mening og retning i de udsatte børn og unges liv.
\r\nDet kræver både volumen, viden og ’watt’ at kunne fastholde og udvikle ressourcer hos udsatte børn og unge. Og det kræver faglige miljøer, der kan skabe nænsomhed i overgangene i børnenes liv.
\r\nI en tid hvor rigtig mange ting forandrer sig rigtig hurtigt, er der grund til at være opmærksom på, om noget der er værdifuldt – i effektiviseringens og det kortsigtede regnestykkes navn, vil blive skyllet ud med badevandet.
\r\nVi er nået der til i den samfundsmæssige forståelse for udsatte børn og unge, at vi også må diskutere: Hvem skal tage sig af de udsatte børn og unge og hvilke kompetencer skal disse mennesker have …
\r\nTror Regering og KL, at der er tilstrækkeligt mange fagligt kvalificerede plejefamilier, der kan tage sig af de 700 børn, der ikke længere får et behandlingstilbud på en døgninstitution?
\r\nDet er kommunalvalg i år. Kender vi politikerne ret er de allerede så småt i gang med valgkampen. Vi følger udviklingen …
Dokument:Udskrevet fra www.fadd.dk 11,09,2026